Vi prioriterer forældresamarbejdet højt, og det er vigtigt for os, at I som forældre føler en åbenhed og tryghed ved personalet i BørneUniverset til at komme med stort som småt til en konstruktiv dialog omkring jeres barns trivsel, udvikling og dannelse.
Den gensidige dialog ved aflevering og afhentning er vigtig i samarbejdet, hvor vigtige beskeder og informationer om jeres barn videregives, og ses for personalet som særdeles vigtigt i samværet i dagligdagen i børnehaven og vuggestuen sammen med jeres barn.
Vi tilbyder nye børn og familier i både vuggestue og børnehave et hjemmebesøg inden opstarten – hvor en medarbejder fra barnets kommende stue kommer hjem og besøger barnet i hjemmelige omgivelser. Dette som start på en tryg relation mellem barn og medarbejder. Her vil vi gerne tale med jer om barnets liv indtil nu, således at vi kan være godt forberedte og give jeres barn en god og tryg opstart. Alternativ til hjemmebesøget kan være en opstartssamtale i BørneUniverset.
Endvidere prioriteres en rundvisning i BørneUniverset inden opstart, løbende samtaler og overgangssamtaler i forbindelse med børnehave- og skolestart.
Vores forventning til jer som forældre er bl.a. at I holder jer opdateret om barnets hverdag ved at følge info på Aula, hvor vigtig information om jeres barns hverdag findes. Ligeledes at I indgår i dialog med personalet på stuen om barnets læring, udvikling og trivsel samt informerer os om evt. ændringer og oplevelser i barnets liv.
Det er vigtigt for os med et tæt samarbejde med jer forældre omkring jeres barns udvikling og trivsel i BørneUniverset.
Den største del af forældresamarbejdet foregår, når børnene bliver afleveret og hentet. Det er på det tidspunkt, hvor man giver beskeder til hinanden. Er der sket noget specielt derhjemme f.eks. sygdom i familien, barnet har sovet dårligt eller lignende, som kan påvirke barnets dag i institutionen, er det vigtigt, at personalet bliver orienteret, så de kan tage sig ekstra af barnet eller være ekstra opmærksomme på barnet sådan en dag. Det kan også være en sjov og god oplevelse, som personalet kan glæde sig over sammen med barnet.
Omvendt har I også brug for at vide, hvordan jeres barn har haft det i løbet af dagen.
Der kan let opstå spørgsmål, små problemer og irritationsmomenter i hverdagen. Få talt med personalet om det med det samme, så små problemer ikke får lov til at udvikle sig til store problemer, som kan påvirke både personalet og jer. På de tidspunkter, hvor børnene bliver afleveret og hentet, og mange forældre har brug for ”en lille snak”, vil I også kunne opleve at personalet har travlt. Det betyder ikke, at vi ikke gerne vil snakke med jer. Personalet hjælper gerne med at få løst eventuelle problemer, men vil også gerne vide, hvis der er noget I er glade for i institutionen.
I kan forvente
at barnet oplever, at det bliver set med netop sine kvaliteter.
at der til enhver tid er en medarbejder, der har en særlig fornemmelse for, hvordan det enkelte barn har det.
at I får besked hurtigst muligt, hvis der har været noget særligt omkring jeres barn.
at medarbejderne planlægger hverdagen med udgangspunkt i institutionens værdier og holdninger, og med baggrund i en pædagogisk faglighed, og at de kan formidle, hvorfor de gør, som de gør.
at jeres barn ofte leger udendørs.
- at jeres barn er klædt på efter temperaturen – både indendørs og udendørs.
Vi forventer
at I fortæller det i institutionen, hvis der foregår ting hjemme, som kan tænkes at påvirke barnet – sygdom, skilsmisse osv.
at I husker, at der også er andre børn end jeres eget i institutionen, der har brug for omsorg – og at det nogle gange kan være et andet barn end jeres, der trænger mest.
at I kontakter personalet, hvis I undres.
at I ved skriftlige beskeder benytter barnets kontaktbog i beskeder i Aula - husk altid at sende beskeden til alle i tråden.
at I deltager i forældremøder mv. så I er orienteret om, hvad der foregår, og så I kan høre nyt fra institutionens hverdag, samt evt. gøre jeres indflydelse gældende.
at I er til at komme i kontakt med, hvis barnet bliver sygt, og at I ikke afleverer et halvsygt barn.
at barnet har skiftetøj samt tøj og fodtøj, der svarer til årstiderne, og at barnets tøj kan tåle leg og aktiviteter.
at I husker at rose personalet, når I oplever noget godt.
at I holder Jer orienteret om barnets hverdag og anden information via AULA.