Forældre er eksperter på deres barn. Vi er eksperter på børn.
Denne tilgang til samarbejdet tager vi alvorligt. Vi er intet uden vores familiers hjælp og viden.
- Vi er bevidste om, at børn manøvrerer rundt i mange forskellige miljøer -fx mellem (flere) hjem og vores børnehus. Vi forholder os derfor åbent og nysgerrigt til, at der er mange forskellige måder på at bedrive familie og børneopdragelse.
- Vi er så heldige at se børnenes primære omsorgspersoner 2 x dagligt. Selvom vi er travle (særligt i ”myldretid” morgen og eftermiddag), så er vi altid klar til at aftale en status- eller trivselssamtale.
- Vi tilbyder opstartssamtaler for 3 årige efter ca. 3-4 måneder. Vi tilbyder status og trivselssamtaler, når forældre - eller vi har behov. Vi tilbyder skolestartssamtaler for Trækfuglegruppen.
Når vi (eller forældre) indkalder til samtaler, så har vi en dagsorden om sammen at bliver klogere - og vi bliver faktisk altid meget klogere sammen.
Hesselholts 3 aldersopdelte teams arbejder også på kollegialt niveau i teams… Vi tror på at flere øjne på et barn kvalificerer og gør os klogere – men også mindre sårbare, når der er udskiftning i teams. Vi tildeler dog alle børn en primær-pædagog, for at sikre kontinuitet.
Forældresamtaler varetages af husets pædagoger, men også af vores erfarne pædagogiske assistenter.
Samtaler med tværfagligt indhold varetages altid af faguddannet personale og helst med deltagelse af pædagogisk leder.
De lavpraktiske informationer om at være familie i vores dagtilbud, gives i et velkomstbrev.
Den største del af forældresamarbejdet foregår, når børnene bliver afleveret og hentet. Det er på det tidspunkt, hvor man giver beskeder til hinanden. Er der sket noget specielt derhjemme f.eks. sygdom i familien, barnet har sovet dårligt eller lignende, som kan påvirke barnets dag i institutionen, er det vigtigt, at personalet bliver orienteret, så de kan tage sig ekstra af barnet eller være ekstra opmærksomme på barnet sådan en dag. Det kan også være en sjov og god oplevelse, som personalet kan glæde sig over sammen med barnet.
Omvendt har I også brug for at vide, hvordan jeres barn har haft det i løbet af dagen.
Der kan let opstå spørgsmål, små problemer og irritationsmomenter i hverdagen. Få talt med personalet om det med det samme, så små problemer ikke får lov til at udvikle sig til store problemer, som kan påvirke både personalet og jer. På de tidspunkter, hvor børnene bliver afleveret og hentet, og mange forældre har brug for ”en lille snak”, vil I også kunne opleve at personalet har travlt. Det betyder ikke, at vi ikke gerne vil snakke med jer. Personalet hjælper gerne med at få løst eventuelle problemer, men vil også gerne vide, hvis der er noget I er glade for i institutionen.
I kan forvente
at barnet oplever, at det bliver set med netop sine kvaliteter.
at der til enhver tid er en medarbejder, der har en særlig fornemmelse for, hvordan det enkelte barn har det.
at I får besked hurtigst muligt, hvis der har været noget særligt omkring jeres barn.
at medarbejderne planlægger hverdagen med udgangspunkt i institutionens værdier og holdninger, og med baggrund i en pædagogisk faglighed, og at de kan formidle, hvorfor de gør, som de gør.
at jeres barn ofte leger udendørs.
- at jeres barn er klædt på efter temperaturen – både indendørs og udendørs.
Vi forventer
at I fortæller det i institutionen, hvis der foregår ting hjemme, som kan tænkes at påvirke barnet – sygdom, skilsmisse osv.
at I husker, at der også er andre børn end jeres eget i institutionen, der har brug for omsorg – og at det nogle gange kan være et andet barn end jeres, der trænger mest.
at I kontakter personalet, hvis I undres.
at I ved skriftlige beskeder benytter barnets kontaktbog i beskeder i Aula - husk altid at sende beskeden til alle i tråden.
at I deltager i forældremøder mv. så I er orienteret om, hvad der foregår, og så I kan høre nyt fra institutionens hverdag, samt evt. gøre jeres indflydelse gældende.
at I er til at komme i kontakt med, hvis barnet bliver sygt, og at I ikke afleverer et halvsygt barn.
at barnet har skiftetøj samt tøj og fodtøj, der svarer til årstiderne, og at barnets tøj kan tåle leg og aktiviteter.
at I husker at rose personalet, når I oplever noget godt.
at I holder Jer orienteret om barnets hverdag og anden information via AULA.